Regler for ophold i hallen

Når man opholder sig i BC37’s hal, er der nogle regler man forpligter sig til at overholde. Brud på disse regler kan i værste fald medføre bortvisning fra klubben.

Følgende er ikke tilladt i hallen

Intet spil med markerende sko

Det er ikke tilladt at benytte banerne i hallen med udendørssko eller sko med mørke såler der risikerer at smitte af på og ødelægge gulvet. Kun indendørssko med ikke-markerende lyse såler er tilladt.

Benytter man banerne i markerende sko med afsmitning som resultat, hæfter man økonomisk for udgifter til fjernelse af afsmitningen.

Man må gerne som tilskuer bevæge sig langs bænkene i almindeligt fodtøj; dog skal man altid sørge for at ens sko er tørre og fri for sten o.l., før man går ind i hallen. I lobbyen, cafeen og omklædningsrummene samt på førstesalen er almindelig fodtøj tilladt.

Intet spil om penge i bygningen

Hasardspil – det vil sige spil om penge eller lignende indsats – er ikke tilladt nogen steder i bygningen. Vi har mange ungdomsmedlemmer i klubben, og vi skal derfor leve op til Spillemyndighedens Spil ansvarligt-principper, herunder at gøre vores til at sikre at børn og unge under 18 ikke har adgang til pengespil.

Dette gælder for alle der opholder sig i hallen og omfatter både fysiske spil (f.eks. bordfodbold eller kortspil som poker) samt onlinespil, herunder at væddemål om resultatet af sportsevents (f.eks. at spille på fodboldkampe i Oddset).

Spil hvor der ikke spilles om en økonomisk indsats, er tilladt. Ligeledes er det tilladt at spille om mindre, ikke-økonomiske indsatser – f.eks. må man gerne spille single til 5 om hvem der skal samle bolde ind og feje baner.

Hold hallen pæn og ren

Ryd op efter dig selv

Man skal altid sørge for at efterlade baner, hallen, cafeen, lobbyen eller førstesalen i samme stand som – eller pænere end – da man kom. Har man brugt spil, udstyr eller andet der hører til i klubben, skal dette pakkes pænt sammen og sættes på plads før man går. Tallerkner, glas, bestik o.l. skal sættes i opvaskemaskinen i køkkenet bag bardisken i cafeen.

Fej baner og sorter bolde efter brug

Man skal altid sørge for at efterlade de baner man har brugt, i god stand. Dette indebærer at man fejer banen med en af de to ‘saksekoste’ der hænger på væggen til højre for skraldespandene ved indgangen til hallen, så der ikke ligger løse fjer og boldrester på banen. Det indebærer ligeledes at man samler brugte bolde sammen og sorterer dem: Bolde der stadig kan bruges til opvarmning, placeres i boldkasserne mellem banerne, mens bolde der ikke kan bruges mere, smides i affaldsspanden ved indgangen.

Til klubtræninger med træner er det trænerens ansvar at sørge for at der bliver fejet og samlet bolde ind; ved hal- og banelejer samt klubtræninger uden træner er det spillernes eget ansvar.

Tøm skraldespande

Hvis man bemærker at en skraldespand er fuld, skal man tage affaldsposen op af spanden og sætte en ny pose i (der bør ligge en rulle poser i bunden af spanden), binde knude på den fyldte pose og smide den i affaldscontaineren uden for hallen. Ifald der ikke ligger flere poser i spanden, kan man hente en ny rulle på hylderne under bardisken i cafeen eller i rengøringsrummet mellem herre- og dameomklædningen i kælderen.

Dette gælder også pantbeholderne i hallen. De fyldte sække med pant skal dog ikke i affaldscontaineren uden for hallen, men lukkes med særlige strips og derefter placeres i lokalet mellem dame- og herretoilettet i lobbyen. Supplerende pantsække kan findes på hylderne under bardisken i cafeen, hvor de særlige pantstrips også ligger – sidstnævnte er kendetegnet ved at have en QR-kode for enden.

Læg pant i pantbeholderne

Flasker og dåser med pant må ikke smides i skraldespandene, men skal i de dertil anrettede pantbeholdere. Plastflasker og dåser skal i de store beholdere der findes i hallen, i cafeen, i omklædningsrummene samt på førstesalen; glasflasker skal i den særlige, mindre flaskebeholder der står i cafeen til venstre for bardisken.

Flasker og dåser uden pant skal ikke indsamles i pantbeholdere, men smides ud som almindeligt affald; plastflasker og dåser kan smides i skraldespanden, mens glasflasker skal i en glascontainer. Nærmeste glascontainer er på hjørnet af Strandlodsvej og Lergravsvej, lige ved Vinøs Vinbar.

Ser man flasker eller dåser stå efterladt i hallen, skal man samle dem op, tømme dem i en vask og bortskaffe dem i henhold til disse retningslinjer.

Vask op og hold køkkenet pænt

Bemærker man at opvaskemaskinen er fuld, skal den startes. Opvasketabletter findes i skabet under vasken.

Køkkenområdet bag bardisken i cafeen skal holdes rent og pænt, herunder gældende at vasken tømmes og rengøres og bordene tørres af med en våd karklud. Anvender man udstyr fra industrikøkkenet, skal dette gøres rent efter brug.

Køb betales med det samme

Køber man ting i hallen – f.eks. snacks eller drikkevarer fra cafeen – skal man betale idet købet foretages. Man bør ikke vente og betale samlet når man går.

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S