Ulf, William og Casper fra U13 D BC37 2

Ungdomsholdturneringens første runde er spillet

6 af vores 14 ungdomshold kom i spil i første runde af holdturneringen i weekenden

Weekenden bød på en masse liv i BC37-hallen. U11 D BC37 2, U13 D BC37 2, U15 D BC37 5 og U15 B BC37 1 tog imod 8 besøgende klubber. U17/19 MA 4+2 BC37 1 og U17/19 C BC37 3 var på udebane i første runde.

Som noget nyt bliver holdturneringen for ungdom spillet i såkaldte 'stævnerunder'. I en stævnerunde spiller hvert hold to på hinanden følgende holdkampe, og de gæstende hold møder også hinanden indbyrdes. Det giver mange sjove timer i hallen med god tid til hyggeligt samvær mellem kampene.

Vores purunge, men dygtige U11 2.-hold fik en noget svær start på sæsonen. De var uheldige at møde en modstander som havde stillet ulovligt stærkt op, men fik dog spillet et par ganske tætte og intense kampe. U13- og U15-holdene spillede ganske enkelt bragende godt, og kom alle gennem deres kampe med en markant overvægt af sejre.

U17/19 C-holdet klarede sig flot med to sejre, den ene efter golden set. U17/19 MA-holdet fik en lidt hårdere medfart hos Drive - kom igen!

Tak til alle for en flot indsats.

Næste runde i turneringen for ungdomshold

Næste ungdomsrunde er weekenden den 27-28. oktober, hvor endnu flere af vores børn og unge får mulighed for at komme ud at spille nogle gode kampe.

Log ind på hjemmesiden og se hvornår dit hold spiller i kalenderen. Her kan du også melde dig til rådighed til kampene.

Er du ikke sat på et hold, og har lyst til at spille med, så skriv en besked til usu@bc37.dk

Seniorholdene var også i spil

Weekenden bød også på to hjemmebanekampe for seniorhold. 7.-holdet fik besøg af Sct. Jørgen, mens BC37's første hold fik besøg af KSI. Omend der skulle mobiliseres lidt kræfter, kan begge hold bryste sig af komfortable sejre. På udebane hev andenholdet en arbejdssejr hjem. Efter at være bagud 3-6 kæmpede holdet sig tilbage med de sidste kræfter og skabte et flot 7-6-resultat ved at vinde de 4 afsluttende doubler, hvor alle gik i tre sæt. Tre af de fire doubler vandt BC37 med setcifrene 21-19 i det sidste sæt!

Har vi mon sodavand nok?

Med i alt 14 kampe på en weekend har caféudvalget fået noget at tænke over. Det ellers bugnende udbud af sodavand kom kraftigt på slankekur, og til sidst var der kun sukkerfri cola tilbage i køleskabene. Heldigvis fik vi sendt en frisk stafet i byen, før vi løb helt tør.

Holdturneringens resultater

Se resultater for BC37s kampe på badmintonpeople.

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S