Tak for et skønt 2018, vi ses i 2019!

Vi har i dag haft juleafslutning og sidste nissetræning før 2019, men BC37 er aktiv i ferien!

Det har været et begivenhedsrigt 2018 med en kæmpe indsprøjtning af nye medlemmer, indvielse af caféen og sprudlende aktivitet i BC37.

Klubben har haft mere end 500 badmintonspillere og skolebørn på banerne i 2018. Ungdomsafdelingen er mere end tredoblet i størrelse og antallet af trænere er fulgt med. Vi har fire gange flere ungdomshold og dobbelt så mange seniorhold med i holdturneringen end vi havde sidste sæson.

Udover de mange gode træninger i hverdagen har vi haft fornøjelse af en bunke klubture, fester, turneringer og alskens hygge i klubben. Rigtigt mange har valgt at tage en tørn i klubben som holdledere, cafébestyrere, udvalgsmedlemmer og aktive ved arbejdsdage og meget andet. Tak til jer alle for at I bidrager til at gøre BC37 til en dejlig klub at komme i.

Opstart 2019

Træningerne for senior/veteran starter onsdag 2. januar. Ungdom starter torsdag 3. januar.

Der kan være enkelte træningstider som er flyttet i forhold til første halvår, så log ind den 1. januar og tjek din personlige træningskalender.

Aktiviteter i 2019

Forårssæsonen byder på en masse spændende begivenheder.

Vi er værter for  to turneringer for ungdom i marts (U9/11) og maj (U9/11/13/15/17/19). Der er klubture for ungdom til Landsmesterskaberne (LM) og Danmarksmesterskaberne (DMU) og vi forventer at kvalificere nogle ungdomshold, som kommer afsted til Danmarksmesterskaberne for hold. Nye årgangsudvalg for ungdom er ved at komme på plads, og nogle af udvalgene har allerede planlagt sjove aktiviteter i løbet af de næste måneder.

Holdturneringen for ungdom, senior og veteran færdigspilles i løbet af foråret. Udover at krydse fingre for at se vundne rækker, ser vi frem til at heppe senior 1. og 2. hold igennem Københavnerseriens slutspil.

Ikke mindst giver foråret os også det formidable BC37 klubmesterskab!

Vi ses i 2019 - og husk at du kan spille mellem jul og nytår!

Mellem jul og nytår håber vi selvfølgelig at se en masse BC37'ere, unge som senior, i hallen. Hallen er nemlig åben for alle BC'ere hele juleferien, så lav en aftale med vennerne, luk dig ind med BEKEY-app'en og spil julefedtet af.

Ungdom er velkomne i hallen, men træner ikke. For senior er planlagt et par ekstratræninger mellem jul og nytår:
26. December: C+D kl. 19.30-21.30 V. Nikolai
27. December: C+D kl. 17.30-19.30 V. Nikolai
27. December: A+B kl. 19.30-21.30 Nikolai låser bolde ud til frit spil.

Der er masser af holdkampe i januar, startende allerede fra 5. januar, så log ind på intra og meld dig til rådighed!

Vi ønsker alle en god jul og godt nytår, og glæder os til at vi ses i 2019.

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S