BC37

Så støver vi ketsjerne af og åbner hallen

Fra i dag kan de første heldige spillere komme i BC37 og spille badminton.

Da sæsonen er slut, vil aktiviteter frem mod sommerferien for voksne være i form af selvorganiseret spil. På de fleste ungdomstræninger vil der være en træner.

Vær opmærksom på at der ikke er fri adgang til hallen på nogen tidspunkter. Man må ikke 'bare' gå ned i hallen og se om der er ledigt.

Der gælder en række retningslinjer for medlemmerne, som skal overholdes for at vi kan åbne hallen for badminton.

Tilmelding og deltagelse til badminton i BC37, juni og juli 2020

  • Du må kun opholde dig i hallen og spille på de tider, som fremgår af din personlige kalender når du logger ind på bc37.dk
  • Du skal tilmelde dig for at være med.
  • Ingen træning uden for specifikt afsatte tider. Man må ikke gå ned i hallen og 'se om der er plads'.
  • Har du symptomer må du selvfølgelig ikke tage i hallen.
  • Bliver du smittet, så skriv til naestformand@bc37.dk med det samme, så vi kan give de personer du har været sammen med besked om smitterisikoen.

Hvem kan komme i hallen, hvornår?

Medlemmer kan kun komme i hallen på de tider, som fremgår af deres personlige kalender, når de logger ind på BC37.

Senior og senior+

Vi lægger ud med 'Veteran' og Senior C, som kan komme i hallen allerede i dag. De næste par uger, vil der være aftentræningspas for alle seniorhold på nogenlunde samme træningstider som normalt. Der vil ikke være trænere.

Træningen slutter typisk et kvarter tidligere, så der er tid til at spritte af og forlade hallen, før næste gruppe ankommer.

Ungdom

Ungdom består af meget forskellige grupper og ikke alle vil kunne organisere en træning for sig selv. Vi arbejder derfor med en plan med forskellige typer aktivitet, der passer til ungdomsspillerne.

Så snart vi kan tilbyde mulighed for at komme ned at spille badminton, sender vi mails ud med information.

Vi vil gerne have at børn kan komme ned og spille sammen med deres forældre/familie, men vi skal registrere alle som opholder sig i hallen. Derfor er vi ved at få et 'familiebane'-koncept på plads, sådan at børn kan melde mor/far/søskende ind i klubben og få lov at spille sammen. Dette koncept kommer også til at gælde for seniormedlemmer med børn.

 

Regler for spil i de kommende måneder (hænger også som plakat i BC37)

Du kan downloade plakaten og læse den som pdf.

Vi har brug for medlemmernes hjælp til, at

  • desinficere håndtag, trappegelænder, redskaber, armaturer på toiletter, efter hver træning.
  • der luftes ud mellem træninger i hallen efter hvert træningspas, og gerne løbende under træning.

Under spillet

  • Man spritter (meget) ofte hænderne af også i pauser/ophold i kamp/træning.
  • Man holder sig til én og samme bold pr. kamp/træningspartner.
  • Man genbruger ikke samme bold i næste kamp/træning med nye modstandere.
  • Man smider den bold man har brugt i de kasser, der er stillet frem mellem banerne.
  • Man bruger sin ketsjer til at aflevere bolden uden berøring mellem dueller.

Spillerne

  • BC37 iværksætter antalsbegrænsning på træningerne, så der ikke er for mange i hallen ad gangen.
  • Under træning i hallen er der kun adgang for spillerne og evt. træner/klubleder.
  • Forældre sætter børn af og henter igen ude foran hallen.
  • Ingen tilhørere, forældre, søskende, venner eller andre tilskuere må opholde sig i hallen samtidig med spillerne.
  • Spillerne kommer omklædt hjemmefra og tager direkte hjem efter træning. Man må ikke hænge ud i hallen eller foyeren, når træningstiden er ophørt.
  • Baner og træninger lægges forskudt, så spillere på vej til og fra træning ikke mødes i hallen.
  • Husk at spiller og spiller imellem samt spiller og træner imellem holder god afstand.
  • Spiller må kun benytte eget udstyr; ketsjer, drikkedunk
  • Vi anbefaler, at spillernes tasker og andet udstyr holdes adskilt med god afstand mellem tingene inde i hallen.
  • Spillerne skal sørge for rengøring efter hvert træningspas; skraldespande bæres ud, afspritning af berøringsflader, netstolper, bænke, borde, dørhåndtag, trappegelænder, armaturer på toiletter. Der er sprayflasker med desinficeringsmiddel tilgængeligt.
  •  

BC37 har fokus på adfærd, afstand, rengøring og hygiejne i hallen.

  • Hallen rengøres tre gange om ugen.
  • Toiletter og håndvaske samt alle håndtag rengøres dagligt.
  • Oplever vi at medlemmer ikke følger anvisningerne, kan bestyrelsen uden varsel lukke for træning eller nægte specifikke medlemmer adgang til hallen.

BC37s 'corona-hotline'

Hvis du som spiller, forældre, træner med videre har spørgsmål, er i tvivl om gældende regler eller er utryg ved andres adfærd, kan du henvende dig til bestyrelsen gennem næstformand, Alan, på naestformand@bc37.dk

 

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S