Fællesbillede af alle deltagere og trænere

Opstart for ungdom og forældremøde

Søndag den 12. august kom 70 friske børn til 5 timers hygge med masser af badminton og nye venskaber

Tusind tak for en fantastisk dag med hele 70 søde unger! Nu er sæsonen for alvor skudt i gang, og vi glæder os til at komme i gang med at spille en masse god badminton.

Vi er klar til en sæson med masser af glæde og fjerbolde. Husk non-marking indendørssko, tøj man kan give den gas i og vanddunke til træningen!

Tak til trænerteamet for at sætte dette fantastiske arrangement op!

Forældremøde om den kommende sæson

Mens børnene spillede og legede, var forældrene inviteret til forældremøde. Det var enormt dejligt for at se så mange forældre møde op. Caféen var fyldt til bristepunktet.

Blandt andet præsenterede vores ungdomscheftræner, Nicklas, klubbens årlige klubture, hvor trænere og en masse børn fra alle årgange og ungdomstræninger rejser ud til nogle af de store turneringer. Første tur går til Aakirkeby i starten af efterferien.  I forårssæsonen tager vi til Landsmesterskaber (LM) og Danmarksmesterskaber (DMU). Det er ture som vi opfordrer alle til at deltage i, da de virkelig ryster spillerne sammen og der altid opstår nye og stærke venskaber, når vi er afsted.

I løbet af sæsonen udpeger klubben en række fokusturneringer på Sjælland. Det er typisk de lidt større turneringer med mange årgange og rækker. Her er vi som regel også rigtigt mange afsted, og vi sørger for at der bliver sendt trænere med ud og coache i videst muligt omfang. Når vi er ude til turnering handler det selvfølgelig om at gøre sit bedste, men det er også vigtigt at man som BC37'er respekterer sin modstander, er en god kammerat, udviser fair play og husker at have det sjovt når man konkurrerer. Derudover er der selvfølgelig også begynderturneringer hvor helt nye spillere kan prøve konkurrencen af i trygge rammer. Heraf afholder vi også nogle på hjemmebane.

Alle turneringer, klubture og klubarrangementer bliver slået op på klubbens 'intranet', som man kan se når man logger ind på hjemmesiden. Vi deler også sedler ud til træning når arrangementerne nærmer sig.

I den københavnske holdturnering deltager BC37 med rigtigt mange hold så flest muligt kan komme ud med deres kammerater og og repræsentere BC37 i holdkampe mod andre klubber. Holdturneringen bliver planlagt i løbet af september og starter i oktober og løber frem til marts, og spilles altid i weekender. Herefter er der Danmarksmesterskaber for hold, som et hold kvalificerer sig til ved at vinde sin pulje. Hold-DM er et af årets højdepunkter, for de spillere som er heldige og dygtige nok til at kvalificere sig. Vi satser på at flere af vores hold kommer med.

Tak for den store opbakning til alle forældrene!

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S