Dommeraspiranter på besøg i BC37

Dommeraspiranter på besøg i BC37

Søndagstræningen blev konverteret til kamptræning med dommere på kampene og trænere på sidelinjen.

Klubben fik søndag besøg af badmintondommerne Erik Kirt og Frank Ahlstrand som medbragte syv dommeraspiranter, som netop har bestået teoriprøven for dommere. Aspiranterne fik mulighed for at øve sig i at "sidde i stigen" ved at dømme BC37-spillere i kamp.

Der blev spillet en række gode kampe i alle kategorier. Trænerne udnyttede muligheden til at se og coache ungdomsspillerne i kampe, hvor der var sat tid af til at spille hele kampe med høj intensitet - noget som der ikke er lige så meget plads til i den daglige træning.

Nogle af spillerne fik deres første oplevelse med at have en dommer på kampen, mens de mere erfarne fik brugt rammerne til at spille nogle intense kampe og med et glimt i øjet også at sætte nogle af de nye dommere på prøve i reglerne. Alt i alt en rigtigt sjov og lærerig oplevelse, og en glæde at BC37 kan få lov til at hjælpe de nye dommertalenter godt på vej.

Til de indledende kampe i Mads P.-turneringen for U17 og U19 på lørdag 8. november kommer de tilbage til BC37 og er til prøve i at dømme turneringskampe. Alle er selvfølgelig velkomne til at kigge forbi og se noget god badminton i BC37-hallen i den kommende weekend. Semifinaler og finaler spilles søndag.

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S