Jakob Houe Andersen med Ungdomsformand Philip Tu Duong

BC37 underskriver trænerkontrakt med dansk talent

BC37 har indgået en træneraftale med herresingletalentet Jakob Houe Andersen fra sæsonen 2025/2026.

Jakob har valgt at bytte Aarhus ud med Amager og har nu sin daglige gang på landsholdstræningen som en fast del af herresinglegruppen. Han er et af Danmarks mest lovende unge talenter, og der satses stort på ham i fremtiden.

For nylig vandt Jakob sølv i Badmintonligaen med Højbjerg og blev samtidig svensk mester med Västra Frölunda i Badmintonligan. Derudover nåede han semifinalen ved DM 2025. Tidligere har han været en fast del af ungdomslandsholdene og repræsenteret Danmark ved både UEM og UVM. I sin internationale karriere har han allerede markeret sig med flotte resultater, herunder sejren ved 49th VICTOR FZ FORZA Hungarian International Championships 2024.

Jakob bliver en del af ungdomstrænerteamet i BC37, hvor han vil bidrage med sin erfaring og energi – særligt inden for singlekategorien. Han kommer til at stå for træninger på tværs af niveauer og aldersgrupper og bliver en stor gevinst for klubben.

Vi glæder os til at byde Jakob varmt velkommen i BC37!

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S