BC37'er blandt tre nye internationale forbundsdommere
BC37 har endnu en nyudnævnt international forbundsdommer blandt medlemmerne.
Det er ingen ringere end klubbens formand, Mathias Nautrup Larsen, som er en af de tre nyudnævnte internationale forbundsdommere. Det betyder at vi nu har to internationale dommere gående i klubben, nemlig Mathias og Philip.
Internationale turneringer i Europa
Før udnævnelsen kunne Mathias dømme badmintonligaen, nationale eliteturneringer og Danmarksmesterskaber. Tildeling af titlen international forbundsdommer viser, at han derudover er kvalificeret til at dømme ved åbne internationale eliteturneringer i Europa, hvor man bliver udsendt af Badminton Europe. Næste skridt på uddannelsesstigen foregår i udlandet, hvor man kan kvalificere sig til at dømme på allerøverste internationale niveau.
Udover Mathias, blev også Alexander Rambow og Gustav Jandausch udnævnt som internationale forbundsdommere. For at blive godkendt var de tre dommere til praktisk prøve ved VICTOR DENMARK MASTERS i Hillerød.
Går du med en dommer i maven?
Hvis du selv går med overvejelser om at blive dommer, så er du altid velkommen til at hive fat i en af de dommere, som har deres dagligdag i BC37.
Du kan også læse mere om hvordan du bliver badmintondommer på Badminton Danmarks hjemmeside.
Stort tillykke fra BC37 med udnævnelsen til Mathias og hans to kolleger.