U13 Herredouble siger tak for kampen - og al snak om corona er glemt for en lykkelig stund.

Amagermestre 2021

Det blev muligt at afvikle Amagermesterskaber i 2021, og BC37 kunne igen hæve klubpokalen efter finalerne!

Der var liv og glade dage hos NBK Amager hele ugen fra den 7.-11. juli. Det var med knivskarp planlægning lige præcis muligt at afvikle mesterskaberne for de i alt 134 deltagere indenfor forsamlingsforbuddet.

Amagerpokalen lander igen i 2021 hos BC37

Med aflysning af mesterskaberne i 2020 og sejr til BC37 i 2019 har pokalen boet i BC37 de sidste to år.

Amagerpokalen må føle sig hjemme i klubben. For på trods af rigtig god konkurrence fra de andre klubber lykkedes det igen BC37's dygtige ungdomsspillere at hive så mange gode resultater hjem, at Amagerpokalen sikredes ophold i BC37 endnu en sæson.

Individuel hæder og årets mestre

Vi vil gerne fremhæve BC37's egen Magnus Schøtt Jensen, som fortjent modtog årets Fighterpokal. Turneringsledelsen var ikke i tvivl. Magnus havde det absolut bedste humør med i hallen som frivillig træner hele ugen, og kæmpede bravt og med stor gejst og glæde i sine egne kampe.

Mesterskabernes individuelle mestre kan ses på Amagermesterskabernes hjemmeside, og vil man grave lidt dybere er programmet med alle resultater online på tournament software.

Tak til årets arrangørklub - NBK Amager

Fra BC37 siger vi tusind tak til Per Lindgreen fra NBK, som lagde et vanvittigt stort stykke arbejde for at få dette års Amagermesterskaber til at køre på skinner. Det kunne ikke gøres bedre.

Vi glæder os allerede til næste års mesterskaber.

 

BC37 Badmintonklub - Strandlodsvej 69 - 2300 København S