Vedtægter for Badmintonklubben af 1937 BC37


NAVN, HJEMSTED OG FORMÅL

 

§1

 

Klubbens navn er Badmintonklubben af 1937  (B.C.37). Dens hjemsted er Københavns Kommune, og dens postadresse er Strandlodsvej 69,  2300  København  S.

 

 

§2

 

Klubben er gennem Københavns Badminton Kreds (KBKr) medlem af Dansk Badminton Forbund (DBF) under Dansk Idræts Forbund (DIF) og derved tilsluttet The International Badminton Federation (I.B.F). Klubben samt dens medlemmer er underkastet de love og bestemmelser, som disse fordund måtte fastsætte.

 

§3

 

Klubbens formål er ved dyrkelse af badmintonidrætten (almindelig træning, deltagelse i turneringer, opvisninger og lignende) at dygtigøre sine medlemmer i nævnte idræt samt udbrede interessen for denne.

Klubben har, som ejer af Badmintonhallen, Strandlodsvej 69, 2300  København S., endvidere til formål at sikre bevarelsen af denne som spillested for klubbens medlemmer, samt drive hallen og at stå som lejer i lejemålet med kommunen om den grund, på hvilken badmintonhallen er opført.


MEDLEMMER, KONTINGENT OG BANER

 

§4

 

Optagelse af medlemmer under 18 år kan kun ske med tilladelse fra den pågældendes forældre eller værge.

Ingen, der er slettet på grund af restance fra medlemsskab i en under DIF kørende klub, kan optages som medlem, før restancen er betalt.

Ingen, der er ekskluderet af en klub under DIF, kan optages som medlem, medmindre den ekskluderende myndighed giver sit samtykke hertil.

 

§5

 

Leje af en tildelt bane er bindende fra indgåelsen til den 31. maj hvert år, indenfor hvilket tidsrum udmeldelse ikke kan finde sted. Dispensation herfra kan gives af bestyrelsen efter skriftlig ansøgning.

Ethvert medlem skal til enhver tid holde klubbens ledelse underettet om sin postadresse.

 

§6

 

Medlemmerne er underkastet klubbens love samt de af bestyrelse og spilleudvalg til enhver tid fastsatte bestemmelser og reglementer.

Intet medlem af klubben må deltage i udenlandske badmintonstævner eller i kampe mod udenlandske badmintonspillere uden forud – gennem klubben – indhentet tilladelse fra DBF’s forretningsudvalg.

 

§7

 

Klubben optager såvel aktive som passive medlemmer. Ved aktive forstås medlemmer, som betaler fuldt kontingent, og herved bl.a. har ret til at dyrke badmintonspillet i klubben.

Ved passive medlemmer forstås sådanne, der uden at have ret på at dyrke spillet i klubben mod et årligt kontingent ønsker at være tilsluttet klubben.

 

§8

 

Ved indmeldelse betales det til enhver tid gældende indskud.

 

§9

 

Kontingentets og banelejens størrelse fastsættes af generalforsamlingen, mens betalingstidspunktet og betalingsmåde fastsættes af bestyrelsen.

Desuden betaler alle aktive medlemmer årligt et kontingent, som de organisationer, klubben skal være tilsluttet, fastsætter.

 

§10

 

Æresmedlemmer kan kun udnævnes af bestyrelsen.

 

§11

 

Når et medlem er i restance ud over en måned, har bestyrelsen ret, men ikke pligt, til med 8 dages varsel ved skriftlig henvendelse til det pågældende medlem at slette vedkommende. Medlemmet er pligtig til at betale sin sædvanlige ydelse til klubben, indtil det tidspunkt på hvilket medlemsskabet annulleres.

 

§12

 

Bestyrelsen udarbejder plan for benyttelse af de til klubbens rådighed værende badmintonbaner og bestemmer tildelingen af disse til brug for medlemmerne.

Dersom klubben til fremme af sit formål arrangerer turneringer, matcher, sammenkomster eller lignende, har bestyrelsen ret til at aflyse det planmæssige spil maksimalt 3 gange i sæsonen uden kompensation. Aflysningen sker ved opslag på en meddelelsestavle mindst 3 uger før det pågældende arrangements afholdelse.

 

§13

 

Ethvert medlem, der efter bestyrelsens skøn modvirker klubbens interesser direkte eller ved sin adfærd skader klubbens omdømme, kan i kortere eller længere tid af bestyrelsen idømmes karantæne. Under særlige omstændigheder kan bestyrelsen ekskludere et medlem.

Det således ekskluderede medlem kan fordre sin sag forelagt den første ordinære generalforsamling og har herpå tale, men ikke stemmeret.

Karantæne fritager ikke den pågældende for betaling af kontingent.

 

 

GENERALFORSAMLINGEN

 

§14

 

Den øverste myndighed i klubbens anliggender beror hos generalforsamlingen, der er beslutningsdygtig uden hensyn til det mødte antal medlemmer.

 

§15

 

Een gang årligt, senest den 31. marts, afholdes ordinær generalforsamling, til hvilken medlemmerne indkaldes med mindst  21 dages varsel ved opslag på meddelelsestavle på spillestedet.

 

§16

 

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indgivet skriftligt til formanden senest 14 dage inden generalforsamlingens afholdelse.

 

§17

 

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter :

 

  1. Valg af dirigent.

  2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.

    1. Formandens beretning.

    2. Haludvalgets beretning.

    3. Informations- aktivitets- og breddeudvalgets beretning.

    4. Økonomiudvalgets beretning.

    5. Holdspillerudvalgets beretning.

    6. Ungdomsudvalgets beretning.

  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

  4. Behandling af indkomne forslag.

  5. Valg af bestyrelse jvf. §22.

  6. Eventuelt.

 

§18

 

Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes på samme måde og med samme varsel som angivet for den ordinære generalforsamling.

Ekstraordinære generalforsamlinger kan afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, og skal afholdes, når mindst 50 stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftligt motiveret begæring herom til bestyrelsen.

I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest én måned efter bestyrelsens modtagelse af begæringen.

På ekstraordinære generalforsamlinger kan kun de på dagsordenen optagede punkter behandles.

 

§19

 

Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer, der ikke er i restance.

Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer, der ikke er i restance, er fyldt 18 år og har været medlemmer af klubben i mindst 3 måneder. Stemmeret kan kun udføres ved personligt fremmøde på generalforsamlingen.

 

§20

 

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal.

I tilfælde af stemmelighed bortfalder forslaget, undtagen ved personvalg, der i sådanne tilfælde afgøres ved omvalg.

Til vedtagelse af beslutninger om lovændringer og salg af fast ejendom kræves dog, at mindst tre fjerdedele af de stemmeafgivende medlemmer stemmer herfor.

Ændringer i vedtægterne §3, §20, §25, §28 og §32 kræver tilslutning fra Københavns Kommune.

Om vedtagelse af beslutning om klubbens opløsning gælder de særlige regler i §32.

 

§21

 

Dirigenten afgør med bindende virkning alle spørgsmål angående behandlings- og afstemningsmåden, dog skal dirigenten lade foretage hemmelig skriftlig afstemning, såfremt begæring herom fremsættes af bestyrelsen eller mindst 10 stemmeberettigede medlemmer.

 

BESTYRELSEN

 

§22

 

Klubben ledes af en bestyrelse bestående af klubbens formand samt 6 udvalgsformænd for følgende faste udvalg:

 

-          Haludvalg.

-          Informations-, aktivitets- og breddeudvalg.

-          Økonomiudvalg.

-          Baneudlejningsudvalg.

-          Holdspillerudvalg.

-          Ungdomsudvalg.

 

Bestyrelsen vælges på ordinære generalforsamlinger efter følgende retningslinier :

 

Klubbens formand og udvalgsformændende vælges på skift for to år ad gangen, således at klubbens formand samt udvalgsformændende for hhv. Informations-, aktivitets- og breddeudvalget, baneudlejningsudvalget og ungdomsudvalget vælges i ulige år, medens udvalgsformændende for haludvalget, økonomiudvalget og holdspillerudvalget vælges i lige år.

Økonomiudvalgets formand varetager funktionen som klubbens kasserer og informations-, aktivitets- og breddeudvalgets formand funktion som klubbens sekretær.

Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem over 18 år med mindst tre måneders medlemsskab.

 

Stk. 2.

 

På det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen vælges næstformanden blandt og af bestyrelsens medlemmer. Formændende for økonomiudvalget og informations-, aktivitets- og breddeudvalget er dog ikke valgbare.

 

Klubbens formand koordinerer arbejdet mellem de enkelte udvalg.

 

De enkelte udvalg arbejder under bestyrelsens ansvar.

 

§23

 

I tilfælde af afgang i årets løb kan bestyrelsen supplere sig indtil første ordinære generalforsamling. I formandes forfald indtræder næstformanden i hans sted.

Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det nødvendigt, eller når mindst halvdelen af bestyrelsen ønsker det.

Afstemning på bestyrelsesmøder sker ved simpelt majoritet. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Over bestyrelsens forhandlinger føres en forhandlingsprotokol, i hvilken der tillige skal optages referat af generalforsamlinger, medlemsmøder og andre vigtige sager, der kan antages at have betydning for klubben.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

 

§24

 

Bestyrelsen ansætter personale, fører tilsyn med dette og forestår klubbens daglige ledelse ved personligt arbejde eller ved dertil nedsatte udvalg.

 

§25

 

Klubben tegnes af to medlemmer af bestyrelsen i forening.

Ved køb, leje, salg eller pantsætning af fast ejendom kræves dog underskrift af formanden, næstformanden og kasseren.

Køb og salg af fast ejendom samt pantsætning kræver samtykke fra Københavns Kommune.

 

REGNSKAB OG REVISION

 

§26

 

Regnskabsåret er kalenderåret.

Senest den 1. februar sender bestyrelsen årsregnskabet til revision.

 

§27

 

Klubbens regnskaber revideres af en af bestyrelsen valg registreret/statsautoriseret revisor.

Revisor vælges for et år ad gangen.

 

§28

 

Medlemmer er ikke personligt ansvarlige for klubbens forpligtelser, kun den til enhver tid tilstedeværende klubformue hæfter for disse.

 

§29

 

Holdspillerudvalget ledes af formanden for holdspillerudvalget.

Holdspillerudvalgets formand kan i det omfang, der er behov herfor, etablere et spilleudvalg.

 

§30

 

Spilleudvalget for ungdom ledes af ungdomsudvalgsformanden.

Ungdomsudvalgsformanden kan i det omfang, der er behov herfor, etablere et spilleudvalg.

 

§31

 

Spilleudvalget er ansvarlig for registrering og opbevaring af holdudtagelser, spilleresultater og lignende.

 

 

 

KLUBBENS OPLØSNING

 

§32

 

Beslutning om klubbens opløsning kan kun vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, hvortil medlemmerne indkaldes skriftligt med 14 dages varsel og med angivelse af dagsordenen.

Ved vedtagelse af beslutningen om klubbens opløsning kræves, at mindst ¾ af klubbens stemmeberettigede medlemmer er tilstede på generalforsamlingen, samt at forslaget vedtages med mindst ¾ af de afgivne stemmer.

Er ¾ af klubbens stemmeberettigede medlemmer ikke tilstede på generalforsamlingen, men forslaget i øvrigt er vedtaget med ¾ af de afgivne stemmer, indkalder bestyrelsen inden 14 dage skriftligt medlemmerne til en ny ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med ¾ af de afgivne stemmer, uden hensyn til antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Beslutning om opløsning af klubben skal stadfæstes af Københavns Kommune.

 

§33

 

I tilfælde af klubbens opløsning skal dens formue skænkes bort til idrætslige formål efter den afsluttende generalforsamlings bestemmelse.